
Transformation af kursuscenter til Karrebæksminde Strandhotel
Ved Karrebæksminde i Næstved Kommune transformeres et tidligere kursuscenter til et nyt strandhotel med fokus på erhvervsturisme, ophold og møder tæt på kysten.
Karrebæksminde Strandhotel forventes at åbne i 2026/27 og får kapacitet til op mod 400 møde- og konferencegæster. Projektet tager udgangspunkt i den eksisterende bebyggelse, som gennem en omfattende renovering får en ny funktion og en tydeligere arkitektonisk identitet.
I arkitekturen arbejdes der aktivt med dagslys, materialer og udsigten til havet. Høje glasfacader åbner bygningen mod omgivelserne og skaber et generøst naturligt lysindfald, mens altaner og karnapper styrker kontakten mellem inde og ude. Trædetaljer tilfører varme og stoflighed og bidrager til et roligt, nordisk udtryk.
Transformationen har samtidig fokus på energi og indeklima. Målet er at skabe en bygning med et lavere energiforbrug og behagelige rammer for både korte møder, længere konferencer og ophold.
For Karrebæksminde bliver projektet mere end en renovering af eksisterende kvadratmeter. Strandhotellet skal være med til at skabe aktivitet, arbejdspladser og besøgende året rundt og blive et nyt samlingspunkt med en tæt forbindelse til stedet, kysten og det omkringliggende landskab.








