

Den eksisterende facade vandskures og får et let, ensartet udtryk. En skærm af trælameller binder tilbygning og eksisterende bygning sammen og understøtter helhedsindtrykket. For at skabe transparens og lethed holdes stueetagen fri for lameller, hvilket fremhæver de vandrette vinduesbånd og giver bygningen en klar, horisontal proportionering.
Mod gårdrummet udføres tilbygningen i en åben og imødekommende facade, hvor glas kombineres med lukkede partier for at sikre både et godt dagslysindfald og et energieffektivt indeklima. Materialevalget tilpasses den vandskurede facade, så helheden fremstår harmonisk.

Som en del af projektet er der etableret et LAR-anlæg (lokal afledning af regnvand) ved rundkørslen. Anlægget håndterer fremtidens regnvandsmængder og tilfører samtidig et naturligt element til landskabet. Søen og de grønne omgivelser styrker biodiversiteten ved at tiltrække insekter og dyreliv, blandt andet gennem insekthoteller og bistader.
Den grønne tanke videreføres til bygningens tagterrasse med et Urban Garden samt i det grønne gårdrum, hvor plante- og insektliv skaber rekreative opholdsrum for brugerne.




